Biden sender hjælp til snestormsramte New York

    Den amerikanske præsident, Joe Biden, har bevilget føderal støtte til delstaten New York som følge af en ekstrem snestorm.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Det sker for at assistere delstatens lokale indsats for at sikre borgerne mod snestormen.

    Det ekstreme vejr har indtil videre kostet 27 personer livet i området omkring byen Buffalo.

    Titusindvis af borgere er uden strøm, oplyser Det Hvide Hus i en udtalelse.

    Buffalo har godt en kvart million indbyggere. Det er den næststørste by i delstaten New York.

    Mandag fik den besøg af guvernør Kathy Hochul. Hun siger, at det er “århundredets snestorm “, der har ramt Buffalo.

    Og det er “alt for tidligt at sige, at den er overstået”, tilføjer hun.

    På landsplan har uvejret kostet omkring et halvt hundrede mennesker livet.

    Ifølge den amerikanske avis The New York Times ligger der nogle steder op til 125 centimeter sne, og mere bliver fortsat ved med at falde fra himlen.

    Snestormen begyndte 23. december.

    Samme avis skriver, at der er tale om den værste snestorm i 50 år.

    Mange veje i den vestlige del af delstaten er ufremkommelige på grund af snefaldet.

    /ritzau/