40 procent af tyskerne er imod sportsbegivenheder i energikrisetid

    Omkring 40 procent af tyskerne mener, at store sportsbegivenheder bør aflyses eller udskydes som følge af energikrisen, der ligesom i resten af Europa også præger Tyskland.

    Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa. Undersøgelsen er lavet af YouGov, men bestilt af dpa.

    43 procent af de i alt 2037 adspurgte svarer i undersøgelsen, at Bundesligaen, ishockey-, basketball- og håndboldkampe bør afholdes trods de stigende energipriser.

    I begyndelsen af november havde den tyske olympiske komité (Dosb) allerede forespurgt, at omkring 90.000 sportsklubber skulle skære 20 procent af deres energiforbrug.

    På samme tid advarer foreningen dog også mod at lukke idrætsfaciliteter.

    Mere en 40 procent af de sportsklubber, der har deltaget i en undersøgelse foretaget af Dosb mener selv, at de er alvorligt berørte af krisen.

    Mere end 5 procent er truet på deres eksistens.

    Energikrisen har indtil videre ført til, at offentlige bygninger i Tyskland fra 1. september blev pålagt at holde varmeniveauet på maksimalt 19 grader. Det gælder dog ikke hospitaler og andre bygninger med kritiske funktioner.

    Heller ikke facader må længere være oplyst, hvis det sker for æstetikkens skyld. Og butikker kan blive tvunget til at slukke for lyset i udstillingsvinduer.

    EU kæmper med høje energipriser, der driver inflationen og øger udsigten til recession på tværs af kontinentet. Situationen forværres af, at Rusland har reduceret gasforsyningen efter landets invasion af Ukraine i februar.

    Rusland invaderede Ukraine 24. februar i år.

    /ritzau/