S og SF kræver redegørelse efter afsløring i MRSA-skandale

    Det var Fødevarestyrelsens veterinærdirektør, Per Henriksen, der fjernede centrale dele af en anbefaling til bekæmpelse af MRSA-smitte. Det viser en intern mail ifølge TV2.

    Mailen viser, at det – modsat fødevareminister Esben Lunde Larsens (V) fremstilling – ikke var med ønske fra daværende fødevareminister Mette Gjerskov (S), påpeger fødevareordfører Simon Kollerup (S):

    – Det fremgår meget tydeligt, at Fødevarestyrelsen aktivt har slettet anbefalingen fra den daværende minister, mens selve departementet har været involveret i sletningen og i hvert fald ikke har orienteret sin minister om, at en vigtig anbefaling var taget væk.

    Simon Kollerup anerkender dog, at Mette Gjerskov som minister havde det formelle ansvar.

    Sagen handler om en anbefaling fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU, om at MRSA-smitte skulle begrænses ved at indføre en såkaldt “top down approach” med fokus på svineavlsbesætninger.

    Den anbefaling nåede aldrig frem til Folketinget, fordi den blev fjernet af Fødevarestyrelsen.

    Det særlige ved MRSA er, at det er en type stafylokokker, der er resistente over for en række antibiotika.

    Den nye drejning i sagen får Socialdemokratiet og SF til at kræve, at Esben Lunde Larsen sender en skriftlig redegørelse til Folketinget om forløbet i hele sagen.

    – Alt må lægges frem, herunder også hvornår Esben Lunde Larsen selv blev gjort opmærksom på de nye oplysninger, der kommer frem i dag, siger Simon Kollerup.

    Fra SF siger fødevareordfører Trine Torp, at en alvorlig sag nu er blevet endnu mere alvorlig.

    – Vi skal have ryddet godt og grundigt op efter denne sag. Det skylder vi forbrugerne og offentligheden, som skal have tillid til embedsværket, siger hun i en mail.

    Esben Lunde Larsen skal i samråd i sagen 16. november. Han ønsker torsdag ikke at kommentere sagen.

    /ritzau/