Stærkt salg af kræftmiddel sender Genmab-aktie i vejret

    Genmab-aktionærer blev torsdag morgen belønnet for biotekselskabets opjustering af forventningerne til facit for 2016.

    Efter at handlen startede på fondsbørsen i København, steg værdien på Genmab-aktier med omkring otte procent inden for den første halve time.

    Det var den første handel med Genmab-aktien, efter at selskabet onsdag aften fremlagde regnskab for tredje kvartal af 2016. Her opjusterede selskabet forventningerne til hele året.

    Det er salget af kræftmidlet Darzalex, der har overrasket positivt. Johnson & Johnson, der er Genmabs partner i USA, solgte for 372 millioner dollar i årets første tre kvartaler.

    Salget resulterede også i begejstrede ord fra Jan van de Winkel, der er topchef i Genmab.

    – I tredje kvartal har vi fortsat set en fremragende udvikling i vores Darzalex-program med Janssen (der er en del af Johnson & Johnson, red.), skriver han i regnskabet.

    Ifølge Sydbanks analytiker Søren Løntoft Hansen kan Darzalex-salget overstige selv Genmabs opjusterede prognoser.

    – Vi kan ende i en situation, hvor markedssalget for Darzalex overgår Genmabs netop udstukne prognose, siger han til Ritzau Finans.

    /ritzau/