Socialdemokratiets tidligere støttepartier frygter for den politik, der vil blive ført af den mulige kommende regering, som Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne forhandler om at danne.
De Radikales drømmescenarie var en bred regering, men alligevel forlod partiet tirsdag forhandlingerne. Efter partiets exit tyder det kulsort ifølge de tidligere støttepartier SF, Enhedslisten samt Alternativet.
– Mette Frederiksen har igen og igen sagt, at hun kun blev grøn, fordi hun blev presset til det. Af fire partier. Enhedslisten, Alternativet, SF og De Radikale.
– I dag forlod det sidste af de partier regeringsforhandlingerne. Det lover desværre kulsort, skriver politisk ordfører Mai Villadsen (EL) på Twitter.
Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) fik et spinkelt flertal på 90 mandater ved valget. Men hun går i stedet efter at danne en regering over midten, hvilket partiet også gik til valg på.
SF har været Socialdemokratiets nærmeste støtteparti og er af nogle drilsk blevet kaldt “Socialdemokratiet light”.
Partiet var længe en del af forhandlingerne om at danne en ny regering. Men partiet forlod forhandlingerne, fordi det tegnede til at blive for blåt. Derfor vil partiet nu indtage en ny rolle som mere kritisk og være i “konstruktiv opposition”.
– Danmark er ved at få en centrumhøjre-regering med Socialdemokratiet i spidsen, selv om der er rødgrønt flertal.
– Det er ikke til at forstå, og jeg håber, at Mette Frederiksen besinder sig og vender tilbage til det flertal, der har lavet så mange gode ting de sidste fire år, skriver næstformand Jacob Mark (SF) på Twitter.
Også Alternativet, der ikke tidligere har været støtteparti, er kritisk.
– Så det bliver altså ikke en regering “over midten” med De Radikale, men en straight up centrumhøjreregering. Det var da vist ikke det, Socialdemokratiet gik til valg på, skriver politisk leder Franciska Rosenkilde (AL) på Twitter.
/ritzau/











