En domstol i Paris har idømt en ven af gerningsmanden bag en lastvognsmassakre i Nice i 2016, hvor 86 blev dræbt, til 18 års fængsel. Det skriver Reuters.
Mindst 351 blev såret ved angrebet.
Den dømte, Mohamed Ghraieb, blev dømt for at tilhøre en terrorgruppe. Han var en ven og hjælper til gerningsmanden, en 31-årig tuneser ved navn Mohamed Lahouaiej-Bouhlel, som blev skudt og dræbt af politiet efter at have dræbt og lemlæstet mennesker gennem mere end fire minutter på Promenade des Anglais i Nice.
Mohamed Ghraieb var stillet for retten sammen med syv andre, som alle var tiltalt for at have hjulpet den radikale islamist. Alle er blevet dømt, men de syv for mindre alvorlige lovbrud end Ghraieb.
To blev dømt for have hjulpet Bouhlel med at få våben og lastbilen.
Angrebsmanden i Nice trykkede på speederen i over fire minutter, da hans 19 ton tunge lastbil dræbte og lemlæstede lokale indbyggere og turister i menneskehavet på Promenade des Anglais på den franske nationaldag, den 14. juli, for seks år siden.
Der befandt sig over 30.000 mennesker på strandpromenaden den aften.
/ritzau/Reuters











