Der er fortsat opbakning fra baglandet til Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.
Det fortæller medlem af Venstres hovedbestyrelse og medlem af regionsrådet i Region Midtjylland Anders G. Christensen.
Han taler efter et møde i partiets hovedbestyrelse mandag aften.
– Der var opbakning til Jakob Ellemann-Jensen om at gå videre med forhandlingerne. Så bliver det i sidste ende ham, der vurderer og konkluderer, om vi skal tage skridtet videre i en regering.
Det kommer, efter at Venstre-formanden på under en uge har erkendt to løftebrud i forbindelse med forsøget på at danne en regering med Socialdemokratiet.
Han er klar til at pege på Mette Frederiksen (S) som fortsat statsminister og at droppe en advokatundersøgelse af sagen om millioner af aflivede mink.
Formandens udtalelser har vakt kritisk flere steder i landet. Og det har gjort indtryk på ham, siger han ifølge B.T., der har lyttet til en en lydfil fra et møde i Venstres forretningsudvalg, der gik forud for hovedbestyrelsesmødet.
– Det her gør rigtig, rigtig ondt. Det er en vej ned fra et træ, som er belagt med mange grene, som vores hoveder støder ind i undervejs. Jeg vil bare sige, jeg havde ikke valgt at træffe den beslutning, hvis jeg ikke troede på, det var det rigtige. Det var ikke den nemme beslutning, siger Jakob Ellemann-Jensen på optagelsen ifølge BT.
/ritzau/











