Amnesty: Italien har torteret flygtninge for fingeraftryk

    Italiensk politi har brugt prygl og elektriske stød til at tvinge flygtninge og migranter til at afgive fingeraftryk. I nogle tilfælde kan der være tale om tortur.

    Det konstaterer Amnesty International i en ny rapport torsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

    – Den Europæiske Unions pres på Italien om at være hård over for flygtninge og migranter har ført til ulovlige udvisninger og brutal behandling, som i nogen tilfælde kan indebære tortur, hedder det i rapporten fra organisationen.

    Den voldsomme behandling er angiveligt sket, fordi nogle flygtninge har nægtet at afgive deres fingeraftryk. Det nægter de, fordi det vil gøre det sværere for dem at rejse videre og søge asyl i andre lande.

    I 2015 oplevede Europa en tilstrømning af over en million flygtninge og migranter. Det er det største antal mennesker, der flygter fra krig og fattigdom siden Anden Verdenskrig.

    – I deres bestræbelser på at reducere antallet af flygtninge og migranter, som søger videre til andre medlemsstater, har EU-lederne presset de italienske myndighederne til kanten – og længere end til hvad der er lovligt, siger Italien-forsker i Amnesty International Matteo de Bellis.

    – Resultatet er, at traumatiserede mennesker, som kommer til Italien efter en hård rejse, bliver udsat for mangelfulde undersøgelser, i nogen tilfælde forfærdelig misbrug af politiet samt ulovlig udvisning, tilføjer han.

    /ritzau/