Hotel med mange kinesiske gæster er angrebet i Kabul

    Ved et angreb mandag på et hotel i Afghanistans hovedstad, Kabul, er mindst tre angrebsmænd blevet dræbt af sikkerhedsstyrker.

    Det oplyser en talsmand for Taliban, der har regeringsmagten i landet.

    En gruppe væbnede mænd åbnede mandag ild inde på hotellet, der er særligt populært blandt kinesiske statsborgere.

    Angrebet er afsluttet, og ingen udlændinge er blevet dræbt. To er dog kommet til skade efter at have forsøgt at flygte ved at hoppe ud fra en altan.

    Indbyggere i området har ifølge Reuters meldt om, at de hørte en voldsom eksplosion efterfulgt af skudsalver.

    Ifølge et hospital i nærheden er 21 kommet til skade.

    – Indtil videre har vi modtaget 21 tilskadekomne. Tre var allerede døde, da de ankom, skriver en italiensk ngo, der står for driften af et hospital i Kabul.

    /ritzau/Reuters