Der har været en skarp stigning i antallet af medlemmer og tilhængere i den højreekstreme Reichsbürger-bevægelse.
Det siger den tyske indenrigsminister, Nancy Faeser.
Den indenlandske efterretningstjeneste vurderer, at antallet af tilhængere af bevægelsen, som udgøres af en række forskellige grupper med ret løs tilknytning indbyrdes, nu er på omkring 23.000.
Faeser siger, at dette repræsenterer en forøgelse på 9,5 procent i forhold til sidste år.
Nancy Faeser, som er socialdemokrat, siger i et interview med “Bild am Sonntag”, at over 2000 har tilsluttet sig den ydre højrefløj det seneste år.
– Der er ikke tale om harmløse, skøre personer, men om formodede terrorister, som nu sidder varetægtsfængslet, pointerer Faeser.
Efterretningsorganerne har tidligere talt om omkring 19.000 personer. Det var det anslåede antal i både 2018 og 2019.
I de seneste måneder har tilhængere af Reichsbürger-bevægelsen være synlige ved visse demonstrationer. Især ved aktioner vendt mod coronarestriktioner.
Der er for alvor kommet fokus på bevægelsen efter en opsigtsvækkende politiaktion i 11 af Tysklands delstater onsdag.
Ved den lejlighed blev 25 højreekstremister – mistænkt for at tilhøre en terrorgruppe – anholdt.
– De anholdte er en del af en terrorgruppe, der har som mål at vælte den eksisterende stat i Tyskland og erstatte den med deres egen, sagde anklagemyndigheden efter aktionen.
Over 3000 politibetjente deltog i aktionen tidligt onsdag morgen.
Der blev foretaget razziaer i mere end 130 huse og lejligheder i mindst 11 af de tyske delstater.
Der blev også foretaget anholdelser i Østrig og Italien – blandt andet af en tidligere officer fra den tyske hær.
De anholdte er tilhængere af Reichsbürger-bevægelsen.
Faeser siger, at våbenlovgivningen i Tyskland nu vil blive strammet, da der blev fundet en del våben under onsdagens razziaer.
Forud for razziaerne havde politi allerede konfiskeret våben fra over 1000 af Reichsbürger-bevægelsens tilhængere.
/ritzau/Reuters











