Patientjournaler ramt af it-fejl på sygehuse i Syddanmark

    Alle sygehuse i Region Syddanmark er søndag formiddag ramt af et it-nedbrud, som blandt andet påvirker de digitale patientjournaler.

    Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

    Problemet opstod natten til søndag.

    Læger og sygeplejersker kan ikke skrive og redigere i patienternes digitale journaler. Personalet kan dog godt se og læse journalerne.

    Derfor er it-fejlen ikke umiddelbart forbundet med nogen risiko for patienternes sikkerhed og helbred, understreger regionen.

    Koncerndirektør Kurt Espersen fortæller, at selve fejlen er lokaliseret.

    – Vores it-folk arbejder på højtryk for at løse problemet. Heldigvis er problemet identificeret, og vores medarbejdere kan læse patienternes journaler. Så patienterne kan føle sig trygge.

    – Det er kun adgangen til at skrive i journalen, der er ramt. Det giver en del ekstra papirarbejde, så vi kommer muligvis til at indkalde mere personale, indtil problemet er løst, siger han i meddelelsen.

    Efterfølgende venter et større arbejde med at skrive medarbejdernes notater om de enkelte patienter ind i det digitale system.

    Region Syddanmark kender søndag formiddag ikke tidshorisonten for, hvornår it-problemet er løst.

    Derfor mødes regionens beredskab løbende søndag for at følge sagen.

    Problemerne omfatter alle regionens sygehuse. Lægevagten, ambulanceberedskabet og alarmcentralen er dog ikke ramt.

    /ritzau/