For hollænderne var det en bitter oplevelse, da de fredag var færdige ved VM i Qatar efter nederlag til Argentina efter straffesparkskonkurrence.
Fra Hollands landstræner lyder det, at nederlaget er “enormt smertefuldt”. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
– Vi formåede ikke at score på de to første straffespark, og så blev tingene rigtig hårde og svære. Det handler om held – lotteri, siger Louis van Gaal.
Det så ellers lovende ud for hollænderne, der med to sene mål fra Wout Weghorst kom tilbage i kampen. Dermed skulle kampen afgøres ved straffesparkskonkurrence.
Men Virgil van Dijk og Steven Berghuis måtte se til med ærgrelse, da den argentinske målmand Emiliano Martínez snuppede deres forsøg.
Dermed er Argentina nu klar til semifinalen mod Kroatien tirsdag.
Det er ikke første gang, hollænderne står i denne situation.
Den 71-årige landstræner Louis van Gaal stod også i spidsen for holdet, da det led samme skæbne i semifinalen mod Argentina ved VM i 2014. Her røg hollænderne også ud efter straffesparkskonkurrencen.
– Det her er anden gang, vi taber til Argentina på den her måde. To verdensmesterskaber med den samme træner for Holland, siger van Gaal.
/ritzau/











