I en lydoptagelse angiveligt offentliggjort af den militante gruppe Islamisk Stat (IS) siger gruppens leder, den selvudnævnte kalif Abu Bakr al-Baghdadi, at han er overbevist om, at Islamisk Stat vil sejre.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det er den første udtalelse fra Abu Bakr al-Baghdadi, siden offensiven mod millionbyen Mosul blev indledt. Byen er Islamisk Stats sidste højborg i Irak.
I optagelsen opfordrer IS-lederen folk i Mosul til at kæmpe mod “fjender af Gud”.
Samtidig opfordrer han selvmordskrigere til at “tilintetgøre de byer, hvor de vantro bor”.
Det er endnu ikke bekræftet fra officielle kilder, hvorvidt lydoptagelsen er ægte.
/ritzau/











