Tysk politi anholder syrer på mistanke om terrormedlemskab

    Kriminalefterforskere i Berlin har onsdag anholdt en syrisk mand, der mistænkes for at være medlem af en udenlandsk terrororganisation.

    Det oplyser tysk politi ifølge nyhedsbureauet dpa.

    Den 27-årige mand, der har boet i Tyskland siden 2015, blev anholdt sent onsdag i en lejlighed i området Schöneberg i den vestlige del af den tyske hovedstad.

    Tyskland har været i højt alarmberedskab, siden to angreb ramte landet på under en uge i juli.

    Den militante gruppe Islamisk Stat (IS) tog skylden for begge angreb, der blev udført af folk, der var kommet ind i landet som asylansøgere.

    I oktober anholdt de tyske myndigheder en syrisk flygtning, der angiveligt havde planer om at udføre et angreb i en lufthavn i Berlin. Han blev senere fundet hængt i sin celle.

    /ritzau/