Tidligere opposition vil ikke lege med færøsk lagmand

    Ifølge journalist på Færøerne for mediet Frihedsbrevet Rólant Waag Dam er den helt store vinder af det færøske valg det socialdemokratiske parti, Javnaðarflokkurin, som siden sidste valg har siddet i oppositionen.

    – De har haft det bedste valg, noget parti har haft i 30 år. Vælgerne har købt ind på deres løfter om flere varme hænder, at det skal være lettere at være færing, og at der skal være en stram økonomisk styring af landet, siger han.

    Javnaðarflokkurin går ved torsdagens valg frem fra syv til ni mandater. Dermed er det nu Lagtingets største.

    Formanden for Javnaðarflokkurin, Aksel V. Johannesen, kan derfor højst sandsynligt sætte sig tilbage på den lagmandspost, han også besad mellem 2015 og 2019.

    Dermed vil han erstatte lagmand Bárður à Steig Nielsen fra det socialliberale Sambandsparti.

    – Lagmanden har serveretten, men det blev gjort klart over for ham i nat, at oppositionen ikke synes, han er interessant at lege med. Han kan ikke danne flertal, som situationen er nu, og derfor bliver bolden givet videre til Aksel V. Johannesen, siger Rólant Waag Dam.

    /ritzau/