Taliban har gennemført offentlig henrettelse af drabsdømt

    En afghansk mand, der var dømt for drab, blev henrettet offentligt i det vestlige Afghanistan onsdag.

    Det var den første bekræftede offentlige henrettelse i landet siden Taliban kom til magten i august sidste år.

    I sidste måned beordrede Talibans øverste leder, Haibatullah Akhundzada, dommere til at håndhæve aspekter af islamisk lovgivning – blandt andet offentlige henrettelser, steninger, piskninger og amputationer af hænder hos personer, som findes skyldige i tyveri.

    Adskillige offentlige piskninger har siden fundet sted, men onsdagens henrettelse i den vestlige by Farah er den første, som Taliban har givet officiel meddelelse om.

    I en erklæring hed det, at en indbygger ved navn Tajmir, søn af Ghulam Sarwar fra provinsen Herat, var blevet henrettet. Han var dømt for at have dræbt en mand og stjålet hans motorcykel og mobiltelefon.

    – Han blev genkendt af den dræbtes familie, hedder det.

    Der er ingen oplysninger om, hvordan han blev henrettet.

    I sidste måned overværede hundredvis af tilskuere, at 14 personer blev pisket.

    De 11 mænd og tre kvinder var dømt af en lokal domstol for utroskab og tyveri. De fik hver mellem 21 og 39 piskeslag.

    Sharia er baseret på Koranen, på profeten Muhammeds levevis og på de muslimske traditioner.

    /ritzau/Reuters