Syvårig pige klamrede sig til afdød mor efter jordskred

    Mindst 34 personer er døde i et jordskred i det nordvestlige Colombia søndag.

    Det oplyser katastrofemyndighederne i landet mandag.

    En bus blev begravet i jordskreddet, der kommer efter en periode med kraftig regn.

    Katastrofen indtraf 230 kilometer nordvest for hovedstaden Bogotá i provinsen Risarald.

    Bussen var på vej fra den tredjestørste by Cali til landsbyen Condoto.

    Redningsarbejdere leder stadigvæk efter overlevende. Ifølge myndighederne er ni personer blevet fundet i live. En af dem er en syvårig pige, der klamrede sig til sin afdøde mor.

    På Twitter skriver landets præsident, Gustavo Petro, at ulykken er en tragedie.

    – Solidaritet til familierne til ofrene, skriver Petro, der i samme ombæring lover mere hjælp fra den nationale regering.

    Ifølge myndighederne er otte af de bekræftede omkomne mindreårige. Ofrene er blevet transporteret til en lokal sportshal.

    Jordskred er ikke ualmindelige i Colombia, hvis landskab er præget af bjerge samt dårligt konstruerede huse.

    Landet vil fokusere på at plante mere skov for at undgå lignende ulykker i fremtiden. Det skriver miljøminister Susana Muhamad på Twitter.

    Colombia har været præget af en usædvanlig kraftig regnsæson. Det skyldes vejrfænomenet La Niña.

    Alene i år har hændelser udløst af kraftig regn kostet flere end 216 personer livet og gjort 538.000 hjemløse ifølge regeringsstatistikker. 48 personer er meldt savnede i landet.

    I 2017 omkom flere end 320 personer i byen Mocao efter det største jordskred i nyere tid.

    /ritzau/Reuters