Thomas Frank får dansk U18-landstræner som assistent

    Claus Nørgaard skal være assistenttræner i Premier League-klubben Brentford.

    Derfor forlader han jobbet som U18-landsholdets træner, skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.

    I Brentford afløser han Brian Riemer, der i sidste uge blev udnævnt som ny træner for den belgiske storklub Anderlecht.

    Nørgaard skal hjælpe cheftræner Thomas Frank i Brentford. Han var også assistent under Frank i mere end 100 kampe i deres fælles periode i Brøndby IF.

    – Jeg er ærgerlig over at stoppe i DBU før tid. Mine perioder i DBU har været spændende og lærerige, men tilbuddet fra Brentford er en chance, jeg ikke kan sige nej til.

    – Jeg vil gerne takke alle folkene omkring U-landsholdene, og ikke mindst for den forståelse jeg er blevet mødt af omkring mit ønske om at skifte til Brentford, siger Claus Nørgaard til DBU’s hjemmeside.

    42-årige Nørgaard har ud over jobbet i Brøndby været tilknyttet IK Skovbakken, Vejle Boldklub, Sønderjyske og Esbjerg fB i forskellige trænerstillinger.

    I sommer blev han udpeget som landstræner for U18-holdet. Han har også tidligere været ansat på ungdomslandsholdene.

    DBU’s talent- og udviklingschef, Kenneth Heiner-Møller, forstår Claus Nørgaard ønske om at rykke til England.

    – Det er en fantastisk mulighed for Claus at forfølge drømmen om at blive træner i udlandet. Vi lavede en aftale med Claus i sommer, fordi han er en rigtig dygtig træner med et stort potentiale.

    – Derfor er det her naturligvis et tab for os, men på dansk fodbold- og trænerudviklings vegne er det dog på langt sigt et fantastisk skifte, siger Kenneth Heiner-Møller.

    /ritzau/