Australsk landstræner ærgrer sig over forspildte chancer

    For første gang i 16 år er Australiens fodboldlandshold kommet videre fra VM-gruppespillet til ottendedelsfinalen, og lørdag aften var Socceroos, som de er kendt som i Australien, tæt på at slæbe Argentina ud i forlænget spilletid.

    To chancer i kampens døende minutter blev således spildt, og der stod 2-1 til Argentina på måltavlen, da dommeren fløjtede kampen af.

    Landstræner Graham Arnold ærgrer sig især over, at Aziz Behich ikke kunne lægge bolden i nettet efter en flot dribletur.

    – Hvis Behich havde scoret, havde det været som Lionel Messi i en gul trøje, for det var sådan en flot aktion, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Kampens første mål blev scoret af Lionel Messi, inden Julián Álvarez gjorde det til 2-0 til Argentina. Enzo Fernandes gjorde i det 77. minut Australien en tjeneste med et selvmål, så det stod 2-1.

    /ritzau/