Fly- og våbenproducenten Northrop Grumman Corp har fredag løftet sløret for dets nye B-21 angrebsfly.
Flyet er det første i en ny flåde af langtrækkende angrebsfly til det amerikanske luftvåben.
B-21 blev præsenteret ved en dramatisk ceremoni på flyfabrikken Plant 42 i Palmdale i delstaten Californien fredag eftermiddag lokal tid.
Det nye kampfly kan bære både konventionelle våben og atomvåben verden over.
Flytypen koster omkring 750 millioner dollar – svarende til omkring 5,3 milliarder kroner. Det amerikanske luftvåben har planer om at købe mindst 100 fly.
B-21 skal erstatte flytyperne B-1 og B-2, som det amerikanske luftvåben bruger nu.
Det nye krigsfly har et mere holdbart overflademateriale, der gør det sværere at se på en radar.
Materialet vil også kræve mindre vedligehold og holde driftsomkostningerne nede, fortæller Doug Young, der er sektorvicedirektør hos Northrop Group Aeronautics Systems.
/ritzau/Reuters











