Danmark er blevet markant bedre til at forebygge rygning

    Tobaksvarer er røget ned under disken. Cigaretpakkerne er blevet neutrale. Og så er der indført røgfri skoletid i hele landet.

    De seneste to år har budt på flere tiltag, der skal gøre det mindre tillokkende at ryge. Og det kan forklare, at Danmark siden 2020 – sammenlignet med resten af Europa – er blevet bedre til at forebygge rygning.

    Det fortæller projektchef Niels Them Kjær fra Kræftens Bekæmpelse.

    – Vi er dog ikke i mål, understreger han.

    Ifølge en undersøgelse fra den europæiske paraplyorganisation Association of European Cancer League ligger Danmark på en 13.-plads, når man sammenligner indsatsen mod rygning i 37 lande.

    Hvis Danmark skal rykke op i toppen på listen, er der tre tiltag, som bør indføres, mener Niels Them Kjær.

    – Det er markant højere priser, flere røgfrie miljøer, og sidst men ikke mindst skal vi have nogle målrettede kampagner, siger han.

    Tilbage i 2020 landede Danmark i en tilsvarende undersøgelse på en 29.-plads. På forebyggelsesområdet er Danmark dermed sprunget 16 pladser frem på europæisk plan.

    /ritzau/