Musk vil suspendere Ye fra Twitter for tilskyndelse til vold

    Den yderst kontroversielle rapper Ye, som førhen var kendt under navnet Kanye West, kan se frem til en pause fra det sociale medie Twitter.

    Det sker, efter at Twitters nye ejer, Elon Musk, har skrevet i et opslag, at Ye får suspenderet sin profil.

    Nyheden kommer, efter at en bruger havde bedt Elon Musk om at “fikse” Kanye, som mange stadig omtaler ham som.

    – Jeg har gjort mit bedste. På trods af det har han igen forbrudt sig mod vores regel om opfordring til vold. Kontoen vil blive suspenderet, svarer Elon Musk brugeren, som går under navnet Alex.

    Ye har fået utrolig meget omtale i medier på det sidste, efter at han fik kritik fra flere sider for at have udtalt sig antisemitisk.

    Rapperen har hævdet, at underholdningsindustrien i USA er kontrolleret af jøder.

    I sidste uge oplyste han, at han stiller op som kandidat til det næste præsidentvalg i USA, som vil være i begyndelsen af november 2024.

    /ritzau/