Kongresudvalg modtager Trumps selvangivelser efter strid

    Et udvalg under Repræsentanternes Hus har modtaget tidligere præsident Donald Trumps selvangivelser.

    Det sker efter en årelang juridisk strid mellem det demokratiskledede udvalg og den tidligere republikanske præsident.

    Trump beskylder udvalget, The Ways and Means Committee, for at være politisk motiveret.

    Det var en højesteretsbeslutning, som banede vejen for, at udvalget kunne modtage selvangivelserne.

    – Finansministeriet har efterkommet sidste uges domstolsbeslutning, siger en talsmand for ministeriet i en udtalelse på mail.

    Udvalget har ønsket selvangivelser fra 2015 til 2020.

    Det magtfulde kongresudvalg tager sig af spørgsmål vedrørende blandt andet skattelovgivning.

    Selvangivelserne vil udvalget bruge til at fastslå, om myndigheden IRS udfører ordentlig regnskabsrevision af præsidentielle skatteforhold.

    Udvalget vil også se på, om der er brug for ny lovgivning. Medlemmerne får dog ikke lang tid til at se selvangivelserne igennem.

    Republikanerne får nemlig flertallet i Repræsentanternes Hus i januar.

    /ritzau/Reuters