Senatet i USA stemmer natten til onsdag dansk tid for en lov, der skal beskytte homoægteskaber.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Lovforslaget skal nu godkendes i Repræsentanternes Hus, inden også præsident Joe Biden skal give sin godkendelse.
Loven vil beskytte føderal anerkendelse af ægteskaber indgået mellem to personer af samme køn. Ifølge loven skal den føderale regering anerkende ægteskaber, hvis de er indgået lovligt i den stat, hvor de to personer er blevet gift.
Lovforslaget skal forhindre, at den amerikanske højesteret eventuelt kan rulle retten til ægteskaber indgået mellem to personer af samme køn tilbage.
Den rettighed blev vedtaget i 2015.
/ritzau/











