Der herskede mandag aften forvirring om, hvem der stod bag Portugals åbningsmål i 2-0-sejren over Uruguay, men efter kampen har Bruno Fernandes givet sin udlægning af sagen.
Midtbanemanden Bruno Fernandes sendte et indlæg ind i feltet, hvor Cristiano Ronaldo steg til vejrs for at dirigere bolden i nettet.
Men fik den nyligt klubløse veteran egentlig hovedet på bolden, eller var det Bruno Fernandes, som skulle noteres for målet?
Cristiano Ronaldo mente selv, at han stod bag målet og løb ud til publikum for at fejre det. Den, der styrede fjernsynsudsendelsen, mente dog ikke, at han havde fået hovedet på bolden, og skrev Bruno Fernandes på måltavlen.
Fernandes siger sent mandag aften, at han mente, at målet var Ronaldos.
– Min umiddelbare følelse var, at Cristiano rørte bolden. Jeg afleverede den til ham, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
– Det vigtigste er, at vi er videre til den næste runde efter at have mødt en meget hård modstander.
Med seks point i gruppe H er Portugal sikret en plads i ottendedelsfinalen af VM.
/ritzau/











