Tusindvis af nøgne mennesker samles på ikonisk Sydney-strand

    Tusindvis af nøgne mennesker samledes lørdag morgen lokal tid på den ikoniske Sydney-strand Bondi Beach i kampen mod hudkraft.

    Det skriver The Guardian.

    På billeder kan man se, hvordan adskillige nøgne mennesker står med ansigtet vendt mod havet med hænderne i luften, mens solen stiger op over den australske østkyst.

    Det er første gang i historien, at det er lovligt at være nøgen på Bondi Beach. Derfor måtte lovgivningen også ændres for en enkelt dag.

    Havde de deltagende ikke fået deres tøj på igen klokken ti, var der udsigt til en bøde fra de lokale myndigheder.

    Idéen kommer fra kunstneren Spencer Tunick, som havde brug for de lokale borgere til at føre sit installationsværk ud i livet.

    Kunstneren håber, at værket kan være med til at minde australiere om jævnligt at blive tjekket for hudkræft. Landet topper listen over flest registrerede dødstilfælde i forbindelse med sygdommen.

    I 2010 stod kunstneren bag et lignende værk. Her stillede tusindvis af nøgne mennesker op foran Sydneys operahus. Det skete i forbindelse med byens LGBT+-festuge.

    /ritzau/