Fredag mødtes den russiske præsident, Vladimir Putin, med en gruppe af mødre til dræbte russiske soldater. De sad om et bord, drak te og talte om mødrenes tab.
Putin mødtes ifølge videooptagelser med 17 mødre til russiske soldater i sit hjem Novo-Ogaryovo uden for Moskva.
Det skete i forbindelsen med markeringen af mors dag, som i Rusland fejres søndag.
Den russiske præsident understregede over for kvinderne, at han forstår deres ængstelighed og bekymring – samt smerten hos dem, der har mistet.
– Jeg vil gerne have, at I ved, at jeg personligt – sammen med hele landets lederskab – deler jeres smerte, siger Putin.
– Vi forstår, at intet kan erstatte tabet af en søn – især ikke for en mor, siger Putin.
Præsidenten hævder, at han af og til ringer til soldater ved fronten. Deres ord har fået præsidenten til at betragte dem som “helte”, siger han.
Andre pårørende til faldne soldater siger, at regeringen i Kreml har ignoreret deres ønske om et møde.
Hundredtusinder af russiske soldater er sendt til Ukraine for at kæmpe, herunder mere end 300.000, som blev indkaldt i september.
21. september oplyste Rusland, at 5937 soldater er blevet dræbt i krigen. Det tal ligger under de fleste internationale estimater. Ukraine har ikke oplyst noget dødstal.
Titusinder af russiske og ukrainske soldater er ifølge USA døde eller såret i konflikten mellem Rusland og Ukraine. Den har varet ni måneder, siden Rusland invaderede nabolandet 24. februar.
Putin har udtalt, at han ingen fortrydelse har i forhold til krigen i Ukraine, som han vedbliver med at kalde en “speciel militæroperation”.
/ritzau/Reuters