Biotekselskabet Genmab opjusterer forventningerne til hele 2016. Det fremgår af en fondsbørsmeddelelse onsdag aften.
Selskabets nettoomsætning i årets første ni måneder lander på 889 millioner kroner. Det er 331 millioner kroner mere i forhold til samme periode sidste år, hvor nettoomsætningen landede på 558 millioner kroner.
Det svarer til en omsætningsvækst på 59 procent.
Opjusteringen af forventningerne skyldes primært selskabets indtægter fra salget af Darzalex, der sker i samarbejde med Janssen.
– I hele tredje kvartal opnåede vi igen store fremskridt med vores Darzalex- program sammen med Janssen, lyder det fra administrerende direktør Jan van de Winkel i fondsbørsmeddelelsen.
Tidligere lå den forventede nettoomsætning for 2016 mellem 975 og 1025 millioner kroner. Den er nu opjusteret til at lande på mellem 1200 og 1250 millioner kroner.
/ritzau/











