En yngre mand er fredag eftermiddag blevet påført flere knivstik i Nordvest i København.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Henrik Brix.
– Han er kørt på hospitalet, siger vagtchefen, der ikke kender mandens tilstand.
Politiet fik anmeldelsen om et muligt knivstikkeri klokken 14.36. Da politiet kom frem til Emdrupvej ved nummer 124, fandt betjente den yngre mand.
En eller flere gerningsmænd er løbet fra stedet. Personen eller personerne var iført sort tøj. Politiet har på nuværende tidspunkt ikke flere oplysninger om signalement.
Der er fredag eftermiddag en større undersøgelse i gang på stedet, der derfor også er afspærret.
/ritzau/