Norge forlænger varetægtsfængsling af mistænkt russisk spion

    Norge har fredag forlænget varetægtsfængslingen af en mistænkt russisk spion, der selv hævder, han er fra Brasilien, med yderligere fire uger.

    Det skriver den norske avis Aftenposten.

    Manden blev anholdt 25. oktober, og Politiets sikkerhetstjeneste (PST), der er Norges svar på PET i Danmark, har sigtet manden for spionage.

    Den mistænkte er i Norge på et brasiliansk pas, hvoraf det fremgår, at han hedder José Assis Giammaria og er 37 år.

    PST mener dog, at han i virkeligheden er en russisk statsborger på 44 år ved navn Mikhail Valerijevitsj Mikusjin – og at han fungerer som spion.

    Den 44-årige erkender ikke strafskyld, men gik i oktober alligevel med til at lade sig varetægtsfængsle i fire uger. Fredag begærede han sig dog løsladt, fordi han ikke er enig i mistankerne, skriver Aftenposten.

    Oslo tingrett har fredag fastslået, at han kan fængsles i fire nye uger.

    Han har også fået brev- og besøgsforbud i hele perioden og skal sidde fuldstændig isoleret frem til 9. december.

    Manden har indtil videre ikke ønsket at blive afhørt af politiet.

    Han kom til Norge i anledning af en forskningsopgave på universitetet i Tromsø i efteråret 2021. Her har han blandt andet forsket i den nordlige region og hybride trusler, skriver nyhedsbureauet NTB.

    PST tror, at han kan have fået oplysninger, der kan misbruges af Rusland.

    De mener, at han er en såkaldt sovende spion. Altså en person, som har opbygget en identitet som almindelig borger, men under falsk identitet og som udgangspunkt på mission for en udenlandsk efterretningstjeneste.

    Lederen for det projekt, som han var knyttet til på universitetet, Gunhild Hoogensen, fortalte i sidste måned til det norske medie NRK, at det var manden selv, der tog kontakt til universitetet for at arbejde der.

    /ritzau/