Iranske spillere synger nu med på nationalsang ved VM

    De iranske landsholdsspillere sang fredag formiddag stilfærdigt med på deres nationalsang før deres kamp mod Wales ved fodbold-VM.

    Det viser tv-billeder fra kampen på DR.

    Det står i kontrast til mandag, hvor spillerne stod helt tavse forud for deres første VM-kamp, hvor modstanderen var England.

    Det blev betragtet som en stille protest mod det iranske styre.

    Der er i øjeblikket stor folkelig opstand i Iran. Her har mange borgere i over to måneder demonstreret mod landets præstestyre.

    Landsholdet har tidligere sagt, at beslutningen om at synge med på nationalsangen eller ej ville blive taget “fælles” i truppen.

    Tv-billeder fra stadion fredag viser flere af de iranske fans være opløst i gråd i forbindelse med afspilningen af nationalsangen.

    /ritzau/