En journalist, der siger, at USA’s tidligere præsident Donald Trump voldtog hende midt i 1990’erne, har torsdag sagsøgt Trump for ærekrænkelse og vold.
Voldtægten fandt ifølge journalisten, E. Jean Carroll, sted i et prøverum i stormagasinet Bergdorf Goodman på Manhatten i 1990’erne.
Det er anden gang, at journalisten sagsøger Trump for ærekrænkelse. Ærekrænkelsen består ifølge søgsmålet i, at Trump har beskyldt hende for at lyve.
Søgsmålet om vold er gjort muligt af en ny lov i New York – den såkaldte Adult Survivors Act.
Loven giver ofre for seksuelt misbrug et vindue på et år til at sagsøge folk, der har misbrugt dem, selv om misbruget er sket for år tilbage og sædvanligvis ville være faldet for forældelsesfristen.
Den nye lov trådte i kraft torsdag.
Trump har afvist, at han har voldtaget den i dag 78-årige Carroll. Han afviser også, at han kendte hende dengang og siger, at hun “ikke er hans type”.
Da han i 2019 første gang afviste, at han havde voldtaget hende, sagsøgte hun ham fem måneder senere.
12. oktober gentog han afvisning på sit eget sociale medie, Truth Social. Her kaldte han Carrolls beskyldning for “svindel” og “løgn”. Det har ført til den nye sag om ærekrænkelse.
/ritzau/Reuters