Oppositionsleder udnævnt som malaysisk premierminister

    Den malaysiske oppositionsleder Anwar Ibrahim er blevet udpeget som premierminister torsdag. Det oplyser sultanens palads ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Parlamentsvalget fandt sted lørdag uden et endeligt resultat på dagen.

    Her lød det fra både landets tidligere premierminister Muhyiddin Yassin og Anwar Ibrahim, at de havde støtte nok til at danne regering. Præcis hvilke partier der støttede dem, afslørede de ikke.

    Anwar Ibrahims udnævnelse kommer efter tre årtier med blandt andet fængsling efter dom for at være seksuel afvigende og en politisk karriere som leder af oppositionen.

    Den 75-årige Anwar Ibrahim har været tæt på magten flere gange. I 1990’erne var han vicepremierminister.

    Herefter endte han i fængsel i næsten et årti. Her afsonede han en dom for sodomi og korruption. Anklager, som ifølge ham selv var politisk motiverede med et mål om at ende hans karriere.

    De seneste tre år har landet haft tre forskellige premierministre. I samme periode har økonomisk nedgang og coronapandemien sat dybe aftryk på samfundet.

    /ritzau/