En seksårig dreng er blevet reddet fra murbrokkerne efter et jordskælv, der ramte Indonesien mandag.
Drengen har ligget under murbrokkerne i to dage uden mad og vand, og redningen af ham beskrives som et mirakel.
Den dramatiske redningsaktion, der fandt sted onsdag aften lokal tid, er blevet fanget på kamera og skaber håb om, at overlevende fortsat kan reddes fra murbrokkerne.
Jordskælvet i Indonesien har kostet mindst 271 personer livet.
– Da vi indså, at Azka (den seksårige dreng, red.) var i live, brød alle sammen i gråd – inklusiv mig selv, siger 28-årige Jeksen Kolibu, der er frivillig redningsarbejder.
– Det var meget rørende, det føltes som et mirakel.
Video viser en redningsarbejder, der trækker drengen ud fra et ødelagt hjem i distriktet Cianjurs værst ramte område. Han var iført den blå trøje og bukser, han havde på, da skælvet skete.
Manden, der reddede ham ud fra et hul i murbrokkerne, holdt fast i ham med begge arme, mens en anden redningsarbejder løb efter dem for at holde drengen i hånden.
Video viser efterfølgende den seksårige sidde og drikke et glas vand med en soldat, mens en anden redningsarbejder aer ham i håret.
/ritzau/AFP











