Den republikanske senator Lisa Murkowski fra delstaten Alaska vinder genvalg.
Det oplyser embedsmænd natten til torsdag dansk tid – over to uger efter det amerikanske midtvejsvalg 8. november.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Murkowski var oppe imod den konservative republikaner Kelly Tshibaka, som støttes af tidligere præsident Donald Trump.
Murkowskis sejr får ingen betydning for flertallet i Senatet, som Demokraterne allerede sikrede sig i midten af november med Catherine Cortez Mastos sejr i Nevada.
Demokraterne har således sikret sig 50 af de i alt 100 senatspladser.
Ved stemmelighed i Senatet får vicepræsidenten den afgørende stemme. Det er for tiden demokratiske Kamala Harris.
Der mangler fortsat en afgørelse fra Georgia.
Hvis den demokratiske senator Raphael Warnock her vinder over republikaneren Herschel Walker i den anden og afgørende valgrunde den 6. december, vil det give Demokraterne et flertal på 51 pladser mod Republikanernes 49.
/ritzau/











