Det tyske landshold er presset, efter at det onsdag tabte den første kamp ved VM i fodbold til Japan.
Det siger den tyske landstræner Hansi Flick ifølge nyhedsbureauet Reuters.
– Med dette nederlag og nul point er vi pressede – ingen tvivl om det, siger Flick.
– Vi kan kun skyde skylden på os selv. Det er en stor skuffelse.
Tyskland kom ellers foran i først halvleg, da Ilkay Guendogan scorede på straffespark. Men i anden halvleg kom Japan tilbage og scorede to mål.
Det er første gang, at Japan nogensinde har vundet over Tyskland
– Vi var på rette vej i første halvleg. Vi havde 78 procents boldbesiddelse og var foran 1-0. Så havde vi gode chancer i anden halvleg, som vi ikke fik udnyttet.
Landstræneren mener, at der blev begået fejl fra Tysklands side.
– Japan var simpelthen mere effektive i dag. Vi begik fejl, som vi aldrig bør begå – især ved et verdensmesterskab, og det er det, vi skal forbedre, siger han.
/ritzau/











