Krigen i Ukraine risikerer at føre til en øget spredning af våben i EU.
Sådan lyder en ny advarsel fra EU’s grænse- og kystvagt, Frontex.
– Konflikten i Ukraine kan få langvarige konsekvenser for spredningen af våben i Europa. Derfor er det vigtigt at behandle smugling af ulovlige våben som en af de øverste prioriteter, skriver Frontex tirsdag i en pressemeddelelse.
Ifølge Frontex forsøger kriminelle netværk at udnytte situationen på EU’s ydre grænser. Her er der i øjeblikket en stor tilstrømning af migranter via Middelhavet og Vestbalkanruten samt flygtninge fra Ukraine.
Alene i den seneste uge er 219.000 personer rejst ind i EU fra Ukraine. I samme periode har over 216.000 ukrainere forladt EU.
Dermed skønner Frontex, at der nu samlet set er 11,4 millioner personer, der er rejst ind i EU fra Ukraine.
De mange grænsekrydsninger bliver ifølge Frontex forsøgt udnyttet af kriminelle til at smugle våben.
/ritzau/











