Tysk forbund trækker Fifa i retten for nej til One Love

    Tyskland er et af de i alt syv lande, der har fået nej til at bære One Love-anførerbindet ved VM i Qatar, men tyskerne har ikke givet op.

    Det Tyske Fodboldforbund (DFB) overvejer således at få sagen prøvet hos Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

    Det skriver det tyske medie Bild, der har fået sagen bekræftet af Steffen Simon, der er mediedirektør i DFB.

    Tyskerne mener, at Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) trusler om sportslige sanktioner ved brug af anførerbindet er helt ude proportioner.

    – Fifa har forbudt os at vise et symbol for diversitet og menneskerettigheder. Det har Fifa kombineret med massive trusler om sportslige sanktioner uden at specificere, hvilke trusler der er tale om.

    – DFB undersøger, om det er lovligt, siger Steffen Simon til Bild.

    Hvis det tyske forbund vælger at gå videre til CAS, forventer man, at domstolen vil undersøge sagen i sin såkaldte ad hoc-division, som skal komme med en afgørelse inden 48 timer.

    Tyskerne kan dermed ikke regne med, at anfører Manuel Neuer kommer til at spille med One Love-anførerbindet mod Japan onsdag aften. Men måske kan han få lov mod Spanien i kamp nummer to.

    En eventuel dom fra CAS vil gælde under VM, men skal derefter behandles igen. Eventuelle ændringer i dommen vil dog ikke få konsekvenser, hvis Tyskland eksempelvis skulle gå hele vejen og tage VM-trofæet, skriver Bild.

    /ritzau/