En 32-årig mand er tirsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger for drabsforsøg på en 28-årig gravid kvinde.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Manden er fængslet i surrogat. Det vil sige, at han befinder sig på en psykiatrisk afdeling.
Drabsforsøget skete ifølge politiet i kvindens lejlighed i Roskilde mandag aften, hvor manden opsøgte hende. Her pegede han ifølge pressemeddelelsen en kniv mod kvinden, mens han kom med truende udtalelser mod hende.
Det lykkedes kvinden at flygte i sikkerhed hos sine naboer.
I forbindelse med flugten fik hun afværgelæsioner på hænderne fra kniven.
Manden – der er fra Bagsværd – blev kort efter anholdt på en adresse i Storkøbenhavn.
Ved et lukket retsmøde ved Retten i Roskilde ville den sigtede ikke tage stilling til sigtelsen, lige som han ikke ville udtale sig. Desuden ønskede han ikke at kære fængslingen.
Ifølge B.T. melder politiet, at kvinden fortsat er til observation på sygehuset, men at både hende og hendes ufødte barn er uden for livsfare.
/ritzau/











