Mand sigtet for hvidvask og skattesvig for 200 millioner

    En 35-årig mand er mistænkt for via sine selskaber at have svindlet for op mod 200 millioner kroner, og nu vil anklagemyndigheden i Nordjyllands Politi have manden varetægtsfængslet.

    Manden bliver tirsdag eftermiddag stillet for en dommer ved Retten i Aalborg. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    Den 35-årige mand, som har boet i Nordjylland, blev anholdt mandag. Han er sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om hvidvask, skatte- og momsunddragelse.

    – Jeg er tilfreds med, at vi har kunnet skride til anholdelse i denne sag om omfattende økonomisk kriminalitet, siger politikommissær Jan Brun Sørensen, der leder efterforskningen af sagen, i pressemeddelelsen.

    Af hensyn til den videre efterforskning af sagen vil Jan Brun Sørensen på nuværende tidspunkt ikke bidrage med yderligere oplysninger.

    Den 35-årige mand er sigtet for skatte- om momsunddragelse efter straffelovens paragraf 289, stk. 1. Den har en strafferamme på fængsel indtil otte år.

    Derudover er han sigtet for hvidvask efter paragraf 290 a, stk. 2. Det er straffelovens strenge hvidvaskbestemmelse. Her er strafferammen hævet til fængsel indtil otte år i modsætning til den almindelige bestemmelse, hvor strafferammen er halvandet års fængsel.

    Begrebet hvidvask dækker over forskellige handlinger, som har det til fælles, at de skal få penge, der stammer fra kriminalitet, til at fremstå, som om de var “rene”.

    Nordjyllands Politi har ikke oplyst, hvorledes den 35-årige stiller sig til sigtelserne. Det vil manden få lejlighed til at forklare, når han tirsdag klokken 13 bliver stillet for en dommer.

    /ritzau/