83 journalister og kulturfolk har indstillet Flemming Rose til at modtage årets Cavling-pris for hans bogtrilogi “Tavshedens tyranni”, “Hymne til friheden” og “De besatte”.
Den tidligere JP-redaktørs seneste bog, “De besatte”, vakte stor debat, da den udkom i sidste uge.
Bogen handler blandt andet om den tidligere kulturredaktør Flemming Roses tid på Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor han havde en central rolle i debatten om Muhammed-tegningerne.
Bogen vakte opsigt, da den beskriver, hvordan Rose af ledelsen blev tvunget til tavshed med forbud om at udtale sig om sagen.
Cavlingprisen er den mest prestigefyldte danske journalistpris. I alt er der 44 indstillinger til årets pris.
Prisen bliver uddelt hvert år af Dansk Journalistforbund til en journalist eller en gruppe af journalister i samarbejde, der i særlig grad har udvist initiativ og talent i det foregående år.
/ritzau/











