Plusgrader smelter sneen og fjerner trafikale udfordringer

    Mange vågnede mandag op til sne, og det medførte en del trafikale problemer med flere uheld rundt om i landet. Men mandag eftermiddag ser det anderledes ud.

    Det fortæller vagthavende ved Vejdirektoratet Jakob Riis-Petersen.

    – Plusgraderne har gjort en forskel, det må man sige. Og der ligger heller ikke noget snedække mere.

    – Kombinationen af plusgrader og ingen nedbør har hjulpet på det, siger han.

    Vejdirektoratet forventer ikke nogen trafikale problemer i løbet af mandag eftermiddag på grund af frost. Det er først i morgentimerne tirsdag, der kan opstå eventuelle problemer.

    – Men det kommer an på, hvordan det ser ud med nedbør. Umiddelbart ser det ikke ud til, at der vil komme det helt store, siger Jakob Riis-Petersen.

    De kommende dage ser det ifølge DMI ud til, at temperaturen vil blive over frysepunktet. Der bliver dog varslet om, at der kan være glatte veje i hele landet i natte- og morgentimerne.

    /ritzau/