Fem personer er dræbt i skyderi på LGBT-klub i Colorado

    Fem personer er dræbt, og 18 personer er såret efter et skyderi på en natklub lørdag aften i den amerikanske delstat Colorado.

    Det oplyser det lokale politi på et pressemøde.

    Skyderiet fandt sted på natklubben Club Q i Colorado Springs. Klubben henvender sig særligt til LGBT+-personer.

    En mistænkt er blevet anholdt og behandles for sine skader.

    Det fremgår ikke umiddelbart, hvem de dræbte personer er.

    Club Q har reageret på den tragiske hændelse med et opslag på Facebook. Omkring klokken 11 søndag dansk tid skriver natklubben:

    – Club Q er fortvivlet over det meningsløse angreb mod vores fællesskab.

    – Vores bønner og tanker er hos alle ofrene og deres familier og venner. Vi vil gerne takke for de hurtige handlinger fra vores heroiske kunder, der overmandede våbenmanden og endte dette hadangreb.

    Politiet fik besked om skyderiet umiddelbart før midnat lørdag lokal tid.

    /ritzau/Reuters