FN-klimaaftale lander efter langvarige forhandlinger

    Efter en ørkenvandring i egyptiske Sharm el-Sheikh lykkedes det til sidst i den dybe overtid.

    Verdens lande har tidligt søndag morgen vedtaget en klimaaftale ved FN-klimatopmødet COP27, som ifølge tidsplanen skulle have sluttet fredag.

    COP-formanden, egyptiske Sameh Shoukry, har banket hammeren i bordet efter knap to ugers forhandlinger, som undervejs er blevet beskrevet som kaotiske.

    De delegerede har forhandlet til det sidste og ud på de lange nattetimer både lørdag og søndag. Den sene aftale betyder, at klimamødet er et af de længste nogensinde.

    Helt centralt i aftalen er, at de knap 200 lande er blevet enige om at etablere en særlig fond.

    Den indebærer, at rige lande skal hjælpe ulande økonomisk med at håndtere klimarelaterede tab og skader, som for eksempel tørke, oversvømmelser og højere vandstande er årsag til.

    /ritzau/