Efter en positiv coronatest er Lars Jørgensen gået glip af Danmarks seneste to kampe ved EM, men søndag er landsholdets assistenttræner tilbage på bænken.
Han er således sluppet ud af sin coronaisolation, skriver Dansk Håndbold Forbund på Twitter lørdag aften.
Det betyder, at landstræner Jesper Jensen har sin højre hånd tilbage ved sin side i søndagens finale i Ljubljana, hvor Danmark skal op imod Norge.
Lars Jørgensen afleverede den positive coronatest onsdag, da Danmark i den afsluttende mellemrundekamp skulle møde Norge.
Siden da har han været i isolation, men er altså lørdag blevet testet negativ.
Alle spillere og ledere på landsholdet blev testet for corona, efter at Kaja Kamp stødte til truppen onsdag.
Onsdag morgen modtog hun nemlig et positivt testresultat på den påkrævede PCR-test, hun fik taget ved ankomst til Ljubljana.
Det var til trods for, at Kaja Kamp inden afrejsen fra Danmark blev testet negativ.
Kaja Kamp sad derfor også i isolation, da Danmark mødte Norge onsdag. Hun var dog med, da Danmark fredag spillede sig i finalen med en sejr over Montenegro.
Siden de to positive test er landsholdet blevet testet flere gange, og smitten har altså ikke spredt sig.
Danmark møder Norge i EM-finalen søndag aften klokken 20.30.
/ritzau/











