USA giver saudisk kronprins immunitet i Khashoggi-søgsmål

    Den amerikanske præsident Joe Bidens regering har besluttet, at Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, har juridisk immunitet i et søgsmål mod ham i forbindelse med et drab på journalisten Jamal Khashoggi i 2018.

    Det afgjorde USA’s justitsministerium torsdag amerikansk tid.

    Khashoggi, der selv var fra Saudi-Arabien, blev dræbt og formentlig parteret på det saudiarabiske konsulat i Istanbul i Tyrkiet.

    Amerikanske efterretningstjenester har konkluderet, at Salman godkendte drabet på journalisten.

    Kronprinsen har nægtet at stå bag journalistens død. Han har dog tidligere erkendt, at det fandt sted “under hans opsyn”.

    Biden mødtes med kronprinsen i juli. Her diskuterede de to energi- og sikkerhedspolitik.

    Biden sagde efterfølgende, at han talte “lige ud af posen” og “krystalklart” om drabet på Khashoggi under mødet.

    Præsidenten mente selv, at han gjorde det klart overfor bin Salman, at kronprinsen er ansvarlig for drabet.

    – Jeg gjorde det klart, at det er et meget vigtigt emne for mig og for USA, sagde Biden efterfølgende.

    Mødet mødte kraftig kritik fra blandt andre Khashoggis forlovede, Hatice Cengiz.

    Hun lagde et billede af Biden og kronprinsen på Twitter, hvor hun skrev, at Biden nu havde “blodet fra MBS’ næste offer på hænderne”. Her henviste hun til kronprinsen, som også kaldes MBS.

    Khashoggi havde før sin død kritiseret Mohammed bin Salmans politik i sine klummer i den amerikanske avis The Washington Post.

    Journalisten besøgte det saudiarabiske konsulat i Istanbul for at hente dokumenter, som han skulle bruge for at kunne gifte sig med sin tyrkiske partner.

    Mohammed bin Salman har de facto-ledet Saudi-Arabien de seneste år.

    /ritzau/Reuters