Ti millioner ukrainere er uden strøm efter russiske angreb

    Omkring ti millioner ukrainere er uden strøm.

    Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i en tale torsdag aften.

    Det skriver BBC.

    Meldingen kommer, efter en dag hvor ukrainsk infrastruktur har været under fortsatte angreb.

    – Vi gør alt, hvad vi kan, for at normalisere forsyningen, siger præsidenten.

    Et gasværk og en missilfabrik er blandt de seneste mål for russiske angreb. Det oplyser embedsmænd ifølge det britiske medie.

    Både russiske missiler og droner har været anvendt i torsdagens angreb.

    Angrebene har ramt hovedstaden Kyiv i nord, Dnipro i det centrale Ukraine og Odesa i syd. Det oplyser det ukrainske militær i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    I Donetsk i øst har der fortsat været voldsomme kampe.

    De russiske besættelsesstyrker lader ifølge Reuters til at være “mere aktive”.

    Imens har myndigheder visse steder beordret, at der lukkes for strømmen som en nødforanstaltning.

    Donetsk-regionen har været centrum for de mest voldsomme kampe i den ni måneder lange krig.

    Her har russiske styrker fået opbakning af nogle af de soldater, som blev trukket ud af byen Kherson. Den blev generobret af Ukraine sidste uge.

    Russisk artilleri har skudt mod både byerne Bakhmut og nærliggende Soledar ifølge det ukrainske militær.

    /ritzau/