Den amerikanske basketstjerne Brittney Griner er nu blevet flyttet til en russisk straffekoloni i byen Yavas i regionen Mordovia.
Det bekræfter Griners advokat torsdag.
Her skal hun afsone resten af sin ni år lange fængselsstraf. Straffekolonien ligger knap 500 kilometer sydøst fra Moskva.
I sidste uge blev det meldt ud, at Griner var i gang med at blive flyttet. På det tidspunkt vidste hendes advokater ikke, hvor hun ville blive flyttet til.
Den dobbelte OL-guldvinder blev anholdt i en lufthavn i den russiske hovedstad i februar og sigtet for at være i besiddelse af cannabisolie.
– For det første – på vegne af Brittney – vil vi gerne takke alle, der har udtrykt bekymring for hende, har hendes advokater, Maria Blagovolina og Alexander Boykov, sagt ifølge CNN i en udtalelse.
– Vi besøgte hende tidligere på ugen. Brittney har det så godt, som man kunne forvente, og forsøger at holde sig stærk, mens hun tilpasser sig et nyt miljø. Taget i betragtning at det er en virkelig svær periode for hende, har vi ikke yderligere kommentarer, lyder det.
/ritzau/Reuters











