Danskerne strømmer ind for at tjekke forskudsopgørelse

    Det har været ganske populært blandt danskerne at tage et kig på deres skatteforhold for næste år.

    En foreløbig opgørelse fra Skattestyrelsen viser, at der er blevet logget ind på skat.dk mere end 700.000 gange siden tirsdag.

    Tirsdag åbnede styrelsen for, at man kan rette sin forskudsopgørelse for 2023.

    Ifølge Jan Møller Mikkelsen, der er underdirektør i styrelsen, har man aldrig før registreret så mange logins de første tre dage.

    – Det fortæller os, at danskerne nu er virkeligt opmærksomme på deres skattebudget for det kommende år, siger han.

    – En forskudsopgørelse, der stemmer, er den bedste vej til en forudsigelig skatteøkonomi, så det er flot med så høje tal.

    Til sammenligning var der cirka 650.000, som loggede ind de første tre dage sidste år.

    Skattestyrelsen kan på nuværende tidspunkt ikke svare på, hvor mange unikke brugere der er logget ind på skat.dk siden tirsdag.

    Styrelsen kan heller ikke sige, hvor mange der har rettet i forskudsopgørelsen indtil nu.

    Det kan være en god idé at holde øje med sit budget for næste år, hvis man gerne vil undgå et skattesmæk senere.

    Derfor opfordrer Skattestyrelsen da også alle til at tjekke, om deres forskudsopgørelse for næste år stemmer.

    – Man skal være særligt opmærksom på at få kigget på forskudsopgørelsen for 2023, hvis der er sket ændringer i ens liv i løbet af 2022, siger Jan Møller Mikkelsen.

    – Har man eksempelvis skiftet job, købt eller solgt en bolig, har man fået længere til arbejdet, eller er der mere eller mindre overskud i ens virksomhed, så er det vigtigt, at man går ind og retter den, forklarer han.

    Mange danskere bør særligt i år benytte sig af muligheden for at undersøge sin økonomi. Det mener Louise Aggerstrøm Hansen, der er chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank.

    Særligt boligejere, der har omlagt lån det seneste års tid, kan have glæde af at rette oplysningerne til, så de stemmer overens med renterne for de nye lån.

    – Rentefradrag er noget, mange har været vant til ikke at skulle forholde sig til. Renteudgifterne har været lave, for mange har haft en rente tæt på nul, og det har ikke ændret sig væsentligt før i år.

    – For der er mange, der har omlagt til lån, hvor renterne har ændret sig en hel del. Derfor kan der være ekstra grund til at ændre på forskudsopgørelsen, sagde hun tirsdag.

    /ritzau/