Den svenske Riksdag har onsdag med et overvældende flertal vedtaget en omstridt grundlovsændring om spionage.
Lovændringen betyder, at en række forbrydelser med relation til spionage og deling af fortrolige oplysninger indføres i straffeloven.
Riksdagen vedtog ændringen med stemmerne 270 for og 37 imod.
Det bliver nu under visse omstændigheder strafbart uden tilladelse at dele hemmelige oplysninger om Sveriges internationale samarbejder.
Det kan også straffes, hvis man videregiver oplysninger, som kan skade Sveriges forhold til et andet land eller en international organisation.
Lovændringen er ikke vedtaget uden kontrovers i Sverige.
Flere medier – herunder SVT og Sveriges Radio – har blandt andet kritiseret den for at begrænse ytrings- og pressefriheden og for at skade demokratiet.
Kritikere mener desuden, at det vil have en tilbageholdende virkning på whistleblowere og andre vigtige kilder for journalister.
/ritzau/TT











